ITU-forsker modtager bevilling fra The Lundbeck Foundation Investigator Network
Lektor i datalogi ved ITU, Stella Grasshof, har sammen med sin forskningspartner i Region Hovedstaden sikret sig en bevilling på 150.000 danske kroner fra The Lundbeck Foundation Investigator Network til deres forskningsprojekt, “Automated Analysis of Mental Disorders”.
Skrevet 1. juni 2023 08:38
The Lundbeck Foundation Investigator Network er et nyere initiativ, der skal styrke dansk forskning i neurovidenskab ved at samle forskere på tværs af fagfelter og discipliner. Det primære formål med initiativet er at udvikle nye, multidisciplinære forskningsområder inden for neurovidenskab, samt at skabe mulighed for, at unge, danske forskere kan realisere deres forskerpotentiale.
Stella Grasshof og hendes forskningspartner fra Region Hovedstaden har fået tildelt en bevilling på 150.000 danske kroner fra The Lundbeck Foundation Investigator Network til at finansiere deres forskningsprojekt. Projektet har titlen ”Automated Analysis of Mental Disorders”, og Stella Grasshof og hendes forskningspartner undersøger, om de kan opspore tidlige tegn på psykiske sygdomme gennem patienters ansigtsudtryk og ansigtsbevægelser.
”Vi regner med at kunne skelne en sund kontrolgruppe fra en gruppe patienter, der viser tidlige tegn på psykisk sygdom. Blandt de patienter, der er i en højrisikogruppe for at udvikle psykisk sygdom, håber vi, at vi kan opdage undergrupper med forskellige psykiske sygdomme,” siger Stella Gasshof. ”Hvis vi lykkes med dette, bliver vores resultater til retningslinjer til at diagnosticere forskellige typer af psykiske sygdomme fx stress, depression og angst. Retningslinjerne vil kunne appliceres direkte i kliniske praksisser på hospitaler, og understøtte det sundhedsfaglige personale med at diagnosticere patienter i psykiatrien,” siger Stella Grasshof.
Forskningsprojektet kan have mange positive udfald, som kommer både patienter, fagfæller og sundhedssystemet til gode. ”Med vores forskningsprojekt håber vi, at vi dels kan bidrage med mere viden på området, og at vores resultater kan medvirke til, at behandling af patienter kan startes tidligere,” siger Stella Grasshof.
Ditte Ørsted Johansen, Presseansvarlig, telefon +45 25 55 04 47, email ditj@itu.dk