Tech og videnskab: Hvordan fanger man de unges interesse?
IT-Universitetet inviterer til inspirationsmøde om formidling af teknologi og videnskab til unge d. 12. oktober kl. 9. Mød ITU’s eget Tænk i Tech-hold, Videnskabsklubben, Villum Fondens Science i Fritiden samt Youtuberen Maria Jaris og få inspiration til, hvordan man engagerer unge i tech og videnskab, skaber diversitet, rollemodeller og gode oplevelser.
Skrevet 12. september 2023 07:01 af Theis Duelund Jensen
I takt med at efterspørgslen på bl.a. it-kompetencer stiger, er teknologiforståelse blandt unge kommet på dagsordenen. Men hvordan fanger man de unges interesse og sikrer, at flere af dem vælger at uddanne sig inden for teknologi og videnskabelige discipliner? Og hvordan sørger man samtidigt for at nå ud til en bred skare af unge mennesker på tværs af køn, etnicitet og sociale tilhørsforhold?
IT-Universitetets Tænk i Tech-projekt, der er støttet af Novo Nordisk Fonden, har over de sidste tre år arbejdet med it-formidling rettet mod unge bl.a. med prisvindende YouTube-videoer, hvor unge kan lære at programmere, møde inspirerende tech-personligheder og følge med i en række it-studerendes hverdag.
Sammen med en række aktører på feltet inviterer Tænk i Tech til inspirationsmøde d. 12. oktober på IT-Universitetet i København, hvor man bl.a. kan høre projektledere Anna Lohmann Ahlbom og Maria Gunnarsson fortælle om deres erfaringer med at målrette it-formidling til unge.
Derudover byder mødet på keynote-oplæg ved YouTuberen Maria Jarjis, der med sin populære kanal ”WTF er det?” formidler videnskab, gys og mystik til børn og unge samt oplæg fra Videnskabsklubben, der formidler videnskab til børn i 4.-6. klasse, og Villum Fondens Science i Fritiden, som støtter inspirerende fritidsaktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at dyrke og styrke interessen for naturvidenskab og teknologi.
Teknologiformidling i ungehøjde
IT-Universitetet har med projektet Tænk i Tech arbejdet på at nå de unge, der ikke identificerer sig med IT. På YouTube og Instagram deler studerende fra universitetet deres viden om og begejstring for teknologi med unge, der ikke allerede har en udtalt interesse for teknologi.
Udover tutorials og how-to videoer kan man på YouTube-kanalen Tænk i Tech finde indhold, der viser bredden af muligheder, it-færdigheder giver. For eksempel undersøger kanalens youtubere, om en algoritme kan knække koden til kærlighed, hvordan man kan gøre sin hverdag smartere med små hjemmebyggede hacks eller hvordan teknologi spiller en rolle i en grøn omstilling.
”Formålet med Tænk i Tech er at gøre teknologien tilgængelig der, hvor de unge allerede er i deres fritid, hvilket jo i høj grad er på YouTube og Instagram. I onlineuniverset kan de unge komme i gang med at programmere, men også få viden om, hvad man egentlig kan med it. Det handler om at få viden ud fra universitetet og ind på ungdomsværelserne, og det har været en stor succes,” siger Anna Lohmann Ahlbom, projektleder for Tænk i Tech.
For spørgsmål kontakt Anna Lohmann Ahlbom på email aahl@itu.dk eller Maria Gunnarsson på e-mail pilmaria@itu.dk