Professorportræt: Claus Brabrand har viet sin karriere til at forstå undervisningens mekanik
D. 23. marts præsenterer leder af Center for Computing Education Research (CCER) og professor i datalogi på IT-Universitet Claus Brabrand sin tiltrædelsesforelæsning. Claus Brabrand har i løbet af de sidste tyve år forsket i undervisning og er i dag en autoritet på området. Forelæsningen finder sted kl. 14 i Auditorium 0.
Skrevet 6. marts 2023 11:00 af Theis Duelund Jensen
Mange forskeres undervisningspraksis er centreret omkring formidling af det forskningsfelt, de arbejder indenfor. I tilfældet Claus Brabrand, der præsenterer sin tiltrædelsesforelæsning som professor på IT-Universitetet d. 23. marts, er selve undervisningen omdrejningspunkt for hans forskning.
Professoren, der har taget sin Ph.d. i datalogi ved Aarhus Universitetet og pt. er leder af Center for Computing Education Research på ITU, begyndte sin forskerkarriere med at udvikle sit eget programmeringssprog – en samling domænespecifikke sprog dedikeret til forskellige aspekter ved webservice-udvikling. Derfra bevægede han sig over i software-variabilitet og grammatisk tvetydighed i programmeringssprog med henblik på at gøre software mere robust. Det var også her, at Claus Brabrand gjorde en opdagelse, der skulle udstikke en ny kurs for hans karriere:
”Det gik op for mig, at fejl i software opstår, fordi de er lavet af menneskelige programmører, og at der er mønstre i den måde programmører laver fejl på. Det vil sige, at softwareoptimering handler om andet og mere end programmeringssprog og compilere – det handler også om at optimere måden, hvorpå programmører begriber programmeringen,” siger Claus Brabrand.
Projektet resulterede i en nu anerkendt samling af variabilitetsfejl og en et fejlfindingsværktøj, men det kastede også Claus Brabrand ud på en ny forskningsmission. Han var i stigende grad interesseret i at studere måden, vi lærer, opfatter og tilegner os ny viden på, samt måden vi bruger den på. Hvordan lærer man bedst at programmere? Hvilke pædagogiske redskaber er mest optimale, hvad vil det i det hele taget sige, og hvordan ændrer vi måden, vi underviser på, så undervisningen favner flest muligt?
Væk fra envejskommunikationen
Under et kursus i udvikling af undervisningsredskaber i 2005 blev Claus Brabrand introduceret for koncepterne constructive alignment og student-learning perspective, hvilket fik afgørende betydning for hans egen praksis som underviser. God envejskommunikation fra en underviser er ikke ensbetydende med effektiv undervisning. Det handler derimod om at tilegne sig den studerendes perspektiv og forstå, hvad der motiverer hende eller ham. I realiteten handler god undervisning i langt højere grad om de studerende end om underviseren.
”Jeg indså, at viden er noget, der konstrueres som følge af det tankearbejde, den studerende udfører. Som undervisere leverer vi byggestenene, men for at sikre, at de studerende faktisk lærer noget, skal vi sørge for, at de bruger de rette kognitive redskaber,” siger han.
Claus Brabrands arbejde på området har bl.a. resulteret i den prisvindende undervisningsfilm Teaching Teaching & Understanding Understanding, der bruges af universitetsundervisere verden over og har gjort Claus Brabrand til en thought leader inden for forskning i undervisning.
Da professoren i 2019 blev tilbudt posten som leder af det nyligt oprettede Center for Computing Education Research på ITU, var det med en klar målsætning om at udvikle evidensbaseret forskning inden for undervisningspraksisser, men Claus Brabrand har også rettet sin akademiske interesse mod at skabe grundlag for større mangfoldighed inden for programmeringsfagene:
”Det er helt afgørende, at vi har en mangfoldig arbejdsstyrke inden for it, fordi de digitale produkter og den digitale infrastruktur skal henvende sig til alle og ikke kun ét køn. Der har traditionelt været en stor skævhed mellem kønnene i teknologifagene, og jeg er meget interesseret i at finde ud af hvorfor, og hvordan vi kan ændre det.”
Med inspiration fra den canadiskamerikanske forsker Steven Pinker startede Claus Brabrand et forskningsprojekt med titlen PEOPLE vs. THINGS, der baseret på statistisk evidens, demonstrerede at ved at ændre fokus for kommunikation om og undervisning i it-fag til samfunds- og menneskerelaterede problemstillinger – modsat rent tekniske problemstillinger – kan man ikke kun tiltrække flere kvindelige studerende til it, men også flere studerende uden tidligere kendskab til it og programmering generelt. Denne tilgang blev del af ITU’s overordnede rekrutteringsstrategi, som bl.a. har sørget for et øget antal kvindelige ansøgere til universitetets uddannelser.
Claus Brabrands bedrifter som underviser blev i 2020 anerkendt, da han som den første modtog Undervisningsprisen overrakt af Kronprinsesse Mary.
”Jeg har altid elsket at undervise,” siger professoren. ”At lære nogen noget er en af de mest meningsfulde ting, man kan gøre.”
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk