Ambitiøst EU-støttet robotforskningsprojekt skal sikre bæredygtig fødevarehåndtering
Det EU-støttede MOZART-projekt undersøger, hvordan moderne robotteknologi og systemløsninger kan drive fødevareindustrien i en mere økonomisk, social og miljømæssigt bæredygtig retning. Projektet er koordineret af professor Kasper Støy fra IT-Universitetet.
Skrevet 20. februar 2023 13:41 af Theis Duelund Jensen
Automatisering af fødevarepakning har udviklet sig drastisk de sidste fem årtier. For størstedelen af produktionen af frugt og grøntsager gælder det, at processen, fra såning og høst til pakning, i dag er fuldautomatisk.
Men manuelt arbejde er fortsat påkrævet i håndteringen af skrøbelige og ferske fødevarer som fx fisk og kylling. I eksempler som ovennævnte pakkes varerne stadig af menneskehænder, fordi automatiseringsteknologien hidtil ikke har været i stand til at håndtere bløde, forskelligartede genstande. Det manuelle arbejde er en sundhedsrisiko for medarbejderen, øger risikoen for arbejdsskader og giver yderligere problemer i forhold til kvalitetskontrol, madspild og hygiejne.
Baseret på kunstig intelligens til generelle formål vil det europæiske MOZART-projekt tackle denne udfordring ved at udvikle robotteknologi, der kan håndtere bløde genstande og er særligt indrettet til fødevareindustriens formål. MOZARTs banebrydende tilgang er baseret på rekonfigurerbare overflader med indlejrede bløde sensorer styret ved hjælp af KI-læringsredskaber, såkaldte Autonomous Manipulation using Morphing Modular Mats (AUTOMATs).
MOZART kan potentielt forbedre fødevaresikkerhed og øge sikkerheden for de mennesker, der dagligt arbejder i industrien. Projektets kerne er implementeringen af en ny generation af såkaldt soft robotics, der kan arbejde side om side med mennesker. For at sikre, at den ny teknologi er menneskevenlig, vil MOZART benytte en tværfaglig tilgang, der knytter teknologisk innovation sammen med forskning inden for samfundsvidenskab og humaniora og på den måde integrere perspektiver fra forskere, robotingeniører, fødevaremedarbejdere og den samlede industri i projektet.
Ved at udvikle den ny teknologi har MOZART også sat sig for at indfri et vigtigt bæredygtighedsmål. Målet er at dæmme op for de problemer, som manglen på arbejdskraft i fødevareindustrien har affødt og samtidig forvandle ufaglærte stillinger til vellønnet vidensarbejde. MOZART kan potentielt skabe 5.000 nye stillinger fra 2029 og overføre ressourcer fra det manuelle arbejde til andre vigtige områder i produktionskæden, herunder dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og fødevarekontrol, mens man samtidig reducerer omkostninger/salgspris.
MOZART-projektet har kørt siden oktober 2022. Partnerskabet består af og repræsenterer en bred vifte af specialister og forskere inden for mekatronik og robotteknologi, kunstig intelligens og elektronik, fødevareprocessering, fødevareindustri, standardisering, samfundsvidenskab, humaniora og kommunikation.
”MOZART er et ambitiøst projekt. Jeg er stolt over, at vi har kunnet sætte et så bredt ekspertkonsortium sammen. Projektets teknologiske side er innovativ og spændende, men den kan ikke stå alene. Vi vil sikre, at MOZARTs resultater er anvendelige i industrien, blandt aktører og samfundet som helhed,” siger projektkoordinator og professor på IT-Universitetet i København, Kasper Støy.
MOZART-projektet er bevilget midler fra EU’s Horizon Europe Research and Innovation Programme.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk