Dansk forsker skal undersøge amerikanernes tillid til beskyttelsen af deres sundhedsdata
Professor på IT-Universitetet, Louise Barkhuus, skal sammen med en forsker på Columbia University undersøge dårligt stillede amerikaneres tillid til beskyttelsen af deres sundhedsdata. Forskningsprojektet er netop blevet tildelt støtte af Danmarks Frie Forskningsfond.
Skrevet 14. januar 2022 08:52 af Jari Kickbusch
Ligesom i Danmark er sundvæsenet i USA blevet digitaliseret. Desværre er det langt fra alle amerikanere, som har tillid til, at deres sundhedsdata bliver gemt og delt forsvarligt. Flere amerikanske undersøgelser peger på, at det særligt er de dårligst stillede, som frygter, at deres sundhedsdata bliver dårligt opbevaret og måske ligefrem misbrugt. Og det er der ifølge professor ved IT-Universitetet, Louise Barkhuus, forståelige årsager til.
- Både historisk og nu er det jo sådan, at de dårligst stillede amerikanere får en dårligere sundhedsbehandling. Derudover er der historier om fx Tuskee-eksperimentet, hvor forskere lod en hel masse afro-amerikanere gå ubehandlet for syfilis for at undersøge, hvad der sker med kroppen, når man ikke behandler sygdommen. Sådan nogle oplevelser sidder i lang tid i folks bevidsthed, fortæller hun.
Forskningsophold i USA
Mistilliden til sundhedssystemet opbevaring af sundhedsdata er alvorlig, fordi den ifølge studier kan resultere i, at nogle patienter tilbageholder vigtige informationer for sundhedspersonalet eller måske helt fravælger at opsøge læge. Derfor er det vigtigt, at de digitale sundhedssystemer bliver designet på en tillidsvækkende måde, og det tager professor, Louise Barkhuus, nu til USA for at give sit bidrag til.
Louise Barkhuus er netop blevet bevilliget et forskningsophold af Danmarks Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv. Under sit ophold vil hun arbejde sammen med lektor ved Columbia University, Lena Mamykina, som igennem mange år har indsamlet viden om amerikanernes sundhedsdata.
- Helt kort sagt vil vi analysere hendes data for at se på beskyttelsen af private sundhedsdata. I vores undersøgelse vil vi fokusere på mindre bemidlede unges sundhedsforståelse og tillid til den amerikanske sundhedssektor, som hovedsageligt er drevet af private virksomheder, og vi vil få mulighed for sammenligne med tilliden i Danmark, hvor langt størstedelen af befolkningen benytter det offentlige sundhedssystem, fortæller hun.
Louise Barkhuus fortæller, at hun og hendes amerikanske kollega ved projektets afslutning forventer at kunne lave nogle guidelines til, hvordan man kan designe sundhedsteknologier på en mere tillidsvækkende måde.