Forskningsgruppen NERDS vinder Årets Forskningsmiljø 2022
IT-Universitetet i Københavns forskningsgruppe Networks, Data, and Society (NERDS) vinder Det Unge Akademis pris for Årets Forskningsmiljø. Det er første gang nogensinde, at prisen uddeles.
Skrevet 2. juni 2022 06:20 af Theis Duelund Jensen
ITU-forskningsgruppen Networks, Data, and Society (NERDS), arbejder i krydsfeltet mellem netværk, datavidenskab og sociale systemer, har netop vundet prisen for Årets Forskningsmiljø 2022. Prisen, der uddeles for første gang, er indstiftet af Det Unge Akademi – en uafhængig platform under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab målrettet unge forskere inden for alle videnskabelige discipliner.
Det Unge Akademi, der blev grundlagt i 2011, vil med prisen anerkende forskningsmiljøets betydning for den enkelte forskers arbejde, præstationer og velvære, samt deltagernes bidrag til fællesskabet. Sammen med priser følger en check på 10.000 kroner, der er tiltænkt et fagligt eller socialt arrangement i gruppen.
Det er ph.d.-studerende Anastassia Vybornova og postdoc Tiago Oliveira Cunha, begge medlemmer af forskningsgruppen, der har indstillet NERDS til prisen, da den blev offentliggjort sidste år:
”I gruppen taler vi åbent udfordringer ved at forske i universitetsverden. Stress, forventninger, konkurrence og forudfattede holdninger. Vi taler også om udfordringer i privatlivet, som fx at finde balancen mellem privatliv og forskningsarbejde. Som unge forskere har vi i NERDS fundet de bedste kolleger, vi kunne forestille os: individer uden fordomme, der støtter hinanden i arbejdet med at producere ny viden til gavn for samfundet – det mål, der i sidste ende driver os alle,” skriver de i en fælles mail.
NERDS-forskningsgruppen på ITU blev stiftet for tre år siden og tæller 14 medlemmer, herunder undervisere, ph.d.-studerende, postdocs og praktikanter. Siden gruppens grundlæggelse har NERDS-medlemmer udgivet 46 forskningsartikler i velansete tidsskrifter som Nature og PNAS, og emnematerialet dækker alt fra cykelinfrastruktur til kønsligestilling til multilayer-netværk.
”Det er en stor ære at modtage denne pris. NERDS-gruppen er bl.a. grundlagt på den idé, at åben dialog og et fladt hierarki skaber bedre rammer omkring forskerne. Vi bestræber os på at skabe et forskningsmiljø uden mobning, pres og magtmisbrug. Prisen er en anerkendelse af den indsats, vi har gjort,” siger NERDS-medlem og lektor på ITU, Michael Szell.
Ifølge forskeren har man endnu ikke taget stilling til, hvordan pengepræmien skal bruges.
Formålet med Det Unge Akademi er at styrke grundforskning og den tværfaglige udveksling, bygge bro mellem videnskab og samfund - og give nogle af landets dygtigste unge forskere en stemme i offentligheden. Medlemmerne er alle markante profiler med stærke internationale erfaringer og interessante syn på forskning og samfund.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk