Undersøgelse: Virksomheder bakker op om ITU Vejle
Ifølge en ny undersøgelse er der blandt erhvervslivet i Trekantområdet stor interesse for oprettelsen af IT-Universitetet i Vejle. Virksomhederne efterlyser kompetencer som softwareudvikling, forretningsforståelse og designudvikling for at imødekomme en efterspørgsel på it-medarbejdere, der siden 2007 er steget med 73 procent.
Skrevet 11. november 2021 12:58 af Theis Duelund Jensen
Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Vejle Kommune er der i Trekantområdet stor interesse for et IT-Universitet i Vejle, som kan levere it-specialister med det kompetencesæt, som IT-Universitetet er garant for.
Undersøgelsen, der er baseret på 194 survey-besvarelser indsamlet blandt virksomheder i Trekantområdet, viser bl.a. efterspørgsel på kompetencer som softwareudvikling, forretningsforståelse og designudvikling – tre fagområder, der udgør grundlaget for IT-Universitetets helhedsorienterede tilgang til it-uddannelse.
”Jeg er glad for den opbakning, undersøgelsen viser, vi har i Trekantområdet i forbindelse med planen om at oprette et IT-Universitet i Vejle,” siger rektor på IT-Universitetet i København, Martin Zachariasen.
”Der er ingen tvivl, om at erhvervslivet i regionen såvel som i det øvrige Danmark lider voldsomt under manglen på kvalificeret it-arbejdskraft. ITU vil være del af løsningen på problemet, og vi er unikt kvalificerede til opgaven. Vi uddanner it-kandidater med de rette kompetencer, vi har udarbejdet en solid plan med Vejle Kommune og erhvervslivspartnere, og i undervisnings- og forskningsøjemed vil vi sikre lokalforankring ved at ansætte forskere lokalt og bygge bro mellem universitetet og erhvervslivet i regionen.”
Behovet for flere it-specialister i Trekantområdet er stort, og det bliver kun større i fremtiden. Siden 2007, og særligt inden for det sidste år, er efterspørgslen steget med 73 procent, og hele 81 procent af de adspurgte virksomheder forventer, at de vil have brug for en eller flere it-medarbejdere inden for de næste tre år.
Set på nationalt niveau tegner der sig grundet manglen på it-arbejdskraft en dyster vækstprognose for it-sektoren og det øvrige erhvervsliv. Om blot ni år viser undersøgelser, at der vil mangle op mod 22.000 it-folk. Ifølge en helt ny undersøgelse foretaget af IT-Branchen, vil op mod 90 procent af alle danske virksomheder gerne have flere it-ansatte. Samtidig fortæller 27 procent af it-leverandørerne, at de har måtte sige nej til ordrer og opgaver grundet manglen på medarbejdere.
Forslaget til et ITU Vejle blev lanceret i juni og er resultatet af et partnerskab indgået mellem IT-Universitetet i København, Vejle Kommune og innovationsparken Dandy Business Park, der skal danne ramme om campus. Ved fuld indfasning vil ITU Vejle have 1.550 studerende.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk