Professorportræt: ”Vi kan kun handle for langsomt, når det drejer sig om at sikre øjets informationer”
I arbejdet med at forstå de signaler, det menneskelige øje afgiver, har professor i datalogi ved IT-Universitetet Dan Witzner Hansen været med til at bane vej for et helt forskningsfelt. Selv kalder han det ’eye information’, og i sin tiltrædelsesforelæsning på ITU d. 18. november, kl. 15 i auditorium 0 vil han tale om, hvorfor teknologien er ladet med stort potentiale om end med en række etiske dilemmaer.
Skrevet 8. november 2021 08:32 af Theis Duelund Jensen
Man siger, at øjet er sjælens spejl, men hvis det faktisk er muligt at få dyb indsigt i et menneskes liv ud fra øjeninformationer, er det så egentlig et scenarie, vi ønsker? Ifølge professor ved datalogi på ITU Dan Witzner Hansen, der over de sidste godt tyve år har arbejdet med at studere, de informationer øjet afgiver, er det afgørende, at vi som samfund får bedre indsigt i de signaler, der kan aflæses af øjet og hvilken rolle de kan have i en digitaliseret verden. Der er brug for en diskussion om, hvad og hvem der har adgang til såkaldt eye information – et begreb forskeren selv har defineret.
”Den teknologiske udvikling bevæger sig med raketfart, og vi er kun lige begyndt at overveje de etiske spørgsmål som eye information-teknologien præsenterer os for,” siger Dan Witzner Hansen.
Han om nogen ved, hvad han taler om. I 2003 færdiggjorde han sin Ph.d. på ITU, som den tredje kandidat i universitetets historie, og skrev afhandling om mulighederne for at producere billige eye trackere – en teknologi, der udvinder data baseret på øjets bevægelsesmønstre. Dan Witzner Hansen var således med til at sætte skub i udviklingen af eye tracking-teknologi, og forskningen på området har siden taget gigantiske skridt.
Eye information optræder i dag i mange dagligdagssammenhænge. Det er teknologi, der bl.a. bruges i vores mobiltelefoner for at sikre adgang ved at scanne brugerens iris, en teknologi, der kan identificere personer på overvågningsbilleder, og et revolutionerende redskab, der kan hjælpe handicappede med at bruge computere ved hjælp af øjenbevægelser.
”Når vi ser os omkring, laver vi både bevidste og ubevidste bevægelser med øjet. Den type informationer kan fortælle os rigtig meget om et menneske,” siger Dan Witzner Hansen, der som den første påviste, at analyse af selv de mindste af øjets bevægelser kan identificere individer.
Kan opfange sygdomme tidligt i forløbet
Fra et samfundsmæssigt perspektiv er der god grund til at forske i øjets signaler, ifølge Dan Witzner Hansen. Han er pt. involveret i et forskningsprojekt, der har til formål at forbedre ALS-patienters kommunikationsmuligheder. ”Vi undersøger bl.a., hvad der sker i hjernen, når man rammes af en sygdom som ALS. Vi vil gerne måle på, hvad det er for ændringer, der sker, og der kan vi bruge informationer fra øjet,” forklarer forskeren.
Specifikt går projektet ud på at undersøge demensudvikling hos ALS-patienter. Håbet er, at teknologien kan opsnappe sygdommen tidligt i forløbet, så der på længere sigt kan udvikles behandlingsmetoder.
”Med demenssygdomme sker der en ændring i hjernen, som antageligt giver udslag i øjnenes bevægelsesmønstre. Ud fra øjets bevægelser, hvad det fokuserer på, og hvordan det fokuserer, kan man muligvis fange sygdommen meget tidligere i forløbet end før. Teknologien og forskningen er stadig undervejs, men den kan komme rigtig mange mennesker til gavn,” siger Dan Witzner Hansen.
Store udfordringer
I sin tiltrædelsesforelæsning vil professoren tage udgangspunkt i den værdi, som eye information-forskning bidrager med til samfundet. Der ligger et uanet potentiale i at arbejde med øjet som signalgiver, og med fremkomsten af Machine Learning er vores forudsætninger for at måle og konkluderer på de indsamlede data radikalt forbedrede. Men vi skal være varsomme:
”En ting er at have teknologien til rådighed, noget andet er at forstå, hvordan vi bruger den,” siger Dan Witzner Hansen. ”Vi skal lære at forstå øjets signaler, og vi skal lære at stille spørgsmålstegn ved de informationer, vi indsamler. I fremtiden vil vi uden tvivl se langt flere videnskabelige landvindinger på området, men hvis vi ikke forbliver kritiske, kan vi hurtigt drage forhastede konklusioner, der i sidste ende er ubrugelige.”
Dan Witzner Hansen vil i den forbindelse også komme ind på de etiske udfordringer, som teknologien præsenterer os for:
”Eye information bruges i mange sammenhænge, som de fleste ikke er klar over. Udviklingen går så stærkt, at vi slet ikke har fokus på, hvordan den kan misbruges. Det er en samtale, vi som samfund bliver nødt til at tage og hellere nu end senere. Vi kan kun handle for langsomt, når det drejer sig om at sikre øjets informationer”
Dan Witzner Hansens tiltrædelsesforelæsning har titlen Eye Information - Has nature given us unexplored supernatural powers? og finder sted d. 18. november kl. 15 i auditorium 0 på ITU efterfulgt af reception kl. 16.