Megaprojekternes mastermind rykker fra Oxford til ITU
Projektlederes must-read og megaprojekternes mester. Kendt forsker har mange navne. Snart har professor Bent Flyvbjerg også igen et dansk postnummer. En bevilling på 30 millioner kr. fra VILLUM FONDEN har gjort det muligt at rekruttere den internationale topforsker til IT-Universitetet i København.
Skrevet 30. juni 2021 07:00 af Jari Kickbusch
Professor Bent Flyvbjerg er verdens førende og mest citerede forsker inden for Project- og Program Management, herunder forskning i IT-projekter. Den danske topforsker forlader nu en stilling som BT Professor og Chair i Major Programme Management ved Oxford Universitet for at blive Villum Kann Rasmussen-professor ved IT-Universitetet i København.
”Et Villum Kann Rasmussen-professorat er det ypperste i min verden. Det er derfor med stor ydmyghed og ære, jeg takker VILLUM FONDEN og IT-Universitetet for denne enestående mulighed for at videreføre min forskning i Danmark”, udtaler professor Bent Flyvbjerg fra Oxford.
Grundforskning og samfundsudvikling
Flyvbjerg er verdenskendt for sin forskning i projektplanlægning og ledelse, hvor han har indkredset det særlige ved megaprojekter - megaprojekternes anatomi. Ved at sammenligne planer med faktiske resultater, har han dokumenteret, hvad han kalder ’The Iron Law of Megaprojects’: ”Over time, over budget, under benefit, over and over again”. Statistisk set er det sjældent, at megaprojekter er færdige til tiden og holder budgettet. På Oxford Universitet har Flyvbjerg og hans team udviklet den største forskningsbaserede database i verden om IT-projekters performance for at teste teorier om risici i IT-investeringer, hvor mange omkostninger ofte eksploderer.
”Digitalisering i bred forstand er vigtigere end nogen sinde, og næsten alle store projekter indeholder i dag en central IT-komponent. Med professor Bent Flyvbjergs flytning fra Oxford til ITU står Danmark stærkere på digitaliseringsfronten og på forståelsen af grænseområdet mellem IT og store projekter”, siger bestyrelsesformand Jens Kann-Rasmussen fra VILLUM FONDEN.
København som internationalt centrum for IT Program Management
Med bevillingen fra VILLUM FONDEN og VKR-professor Bent Flyvbjerg i spidsen er ambitionen at gøre København til et internationalt førende centrum for forskning i IT Program Management. Målet er at bidrage til udvikling af ledende grundforskning på området og til mere avanceret og effektiv digitalisering på tværs af sektorer til gavn for samfundsudviklingen internationalt og i Danmark.
”Jeg er stolt over at kunne byde netop Bent Flyvbjerg velkommen som Villum Kann Rasmussen-professor til IT-Universitet i København og på den måde – med støtte fra VILLUM FONDEN – at kunne skabe en platform for Flyvbjergs forskning, som i mange år har ligget i den absolutte verdensklasse. Bent Flyvbjergs Villum Kann Rasmussen-professorat ved ITU er helt i tråd med ITU’s vision og mission om at skabe værdi for samfundet gennem internationalt banebrydende forskning og undervisning. Flyvbjergs forskning i IT-projekter er et fremragende eksempel på interdisciplinær forskning, der både giver fundamental indsigt og har stor samfundsmæssig betydning,” siger Martin Tvede Zachariasen, rektor ved IT-Universitetet.
Bedre ressourceanvendelse
Det er en målsætning med bevillingen at opnå samfundsmæssig impact igennem uddannelse af forskere og kandidater på ITU og via tilbud om efteruddannelse af beslutningstagere, ledere og projektansvarlige i den offentlige og private sektor. Ved aktiv deltagelse i den offentlige debat og via tillidshverv vil der blive bidraget til en positiv udvikling i samfundets ressourceanvendelse med hensyn til IT og digitalisering baseret på den bedst tilgængelige forskningsmæssige viden, empiri og metoder.
Anna Høxbro Bak, kommunikationsrådgiver i VILLUM FONDEN,
tlf. 2264 0355, aba@veluxfoundations.dk
Jari Kickbusch, forskningskommunikatør på IT-Universitetet,
tlf. 2555 0447, presse@itu.dk