Studie viser sammenhæng mellem tweets om mental sundhed og antallet af henvendelser i psykiatriske akutmodtagelser
Adjunkt ved IT-Universitetet, Leon Derczynski, har sammen med en engelsk forskningsgruppe påvist, at der på dage med mange tweets om depression and skizofreni, er flere henvendelser på to psykiatriske krisecentre i London. Forskernes studie er blevet offentliggjort i et af verdens mest anerkendte videnskabelige magasiner, Nature's Scientific Reports.
Skrevet 11. februar 2020 10:53 af Jari Kickbusch
Flere undersøgelser har peget på, at forside-historier om mentale sygdomme, kan have en negativ indflydelse på nogle menneskers mentale helbred. Det er imidlertid ikke blevet undersøgt, hvordan historier og diskussioner om de samme emner påvirker os, når vi ser dem på de sociale medier. Det har adjunkt ved IT-Universitetet, Leon Derczynski, været med til at gøre noget ved.
Sammen med flere engelske forskergrupper, ledet af Dr. Anna Kolliakou fra King's College, har Leon Derczynski undersøgt antallet af akutte psykiatriske henvendelser på to sundhedscentre i London i gennem godt fire år. Ved at sammenholde antallet af henvendelser med forekomsten af tweets om depression og skizofreni på de sociale medier, kan forskergruppen se, at antallet af henvendelser på de to psykiatriske akutmodtagelser stiger mellem 5 og 15 procent i perioder med mange tweets om de mentale sygdomme.
- Vi har vist, at der en sammenhæng mellem diskussioner om mental sundhed på de sociale medier og antallet af registreringer på psykiatriske behandlingssteder. Denne viden kan ikke bare hjælpe behandlingsstederne til at identificere psykisk sårbare mennesker i deres nærområder, men den kan også bruges til at finde ud af, hvor mange mennesker, som ikke får den hjælp, som de har brug for - måske fordi de ikke selv søger behandling, siger Leon Derczynski.
Leon Derczynski har bidraget til studiet med søgninger og analyser af enorme mængder data, deriblandt milliarder af beskeder fra sociale medier. Han håber, at resultaterne kan give anledning til øget fokus på, hvordan sociale medier påvirker psykisk sårbare mennesker - og at de psykiatriske behandlingssteder kan bruge dem til at forbedre interaktionen med de mennesker, som har brug for det. Foreløbig har studiet fået en del opmærksomhed. Den 6. februar blev studiet nemlig offentliggjort i et af verdens mest anerkendte videnskabelige magasiner, Nature's Scientific Reports.
- Denne her slags forskning, som er baseret på enorme mængder af allerede offentlige data, kan hjælpe behandlere verden over med at beskytte og hjælpe i deres nærområder. På baggrund af vores resultater, vil man fx kunne udvikle teknologi, som i real-time vil gøre opmærksom på, hvornår psykisk sårbare mennesker er i størst risiko. Det her studie er lavet i England, og det kunne være interessant at udvikle teknologier, som kan hjælpe os i Danmark, hvor mange mennesker er særdeles aktive på de sociale medier. Fx kan man forestille sig, at vi i fremtiden vil identificere, hvornår de psykisk sårbare unge er i særlig risiko, så vi kan tilbyde hurtig hjælp, slutter Leon Derczynski.
Link til artikel i Nature
Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk