Software-studerende vinder pris for lærerigt spil om techmonopoler
Lily Li og Olivia Winkel afsluttede deres bachelorgrad i Softwareudvikling med et projekt om spilbaseret læring. Opgaven har netop modtaget FA’s bachelorpris – og med anerkendelsen følger en check på 30.000 kroner.
Skrevet 11. november 2020 08:47 af Vibeke Arildsen
Kan computerspil lære unge it-studerende om noget så komplekst som monopolistiske techvirksomheder? Det spørgsmål stillede Lily Li og Olivia Winkel i deres bacheloropgave, som netop er udnævnt til årets bachelorprojekt af Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Jeg lærer selv bedst gennem praktisk erfaring, som man i høj grad får, når man programmerer. Jeg syntes derfor, at det kunne være interessant at undersøge, om det kunne overføres til komplekse emner, som man ellers normalt lærer om gennem mere traditionelle læringsformer som bøger,” siger Olivia Winkel om baggrunden for at undersøge computerspil som læringsværktøj.
Potentiale i formidling via computerspil
Som en del af opgaven udviklede de to studerende spilprototypen ’Monopoland’, som er henvendt til unge it-studerende. Her spiller man direktør for en stor eller lille techvirksomhed, og spillet går ud på at sætte sig på 100 procent af markedet.
Spillet blev testet på en gruppe ITU-studerende, og prisvinderne konkluderer i opgaven, at computerspil faktisk kan påvirke læring og holdninger i forhold til et emne. Derudover viste det sig, at spillerne lærte mest gennem spillets hands-on elementer, mens de lærte mindst gennem de mere teksttunge dele af spillet.
De to studerende mener derfor, at der ligger et stort potentiale i at formidle komplekse emner via computerspil.
”Spil giver muligheden for selv at opleve et komplekst emne. Man kan spille et spil igen og igen, og på den måde udforske, hvordan forskellige valg og strategier kan have forskellige udfald. Desuden kan der gøres brug af forskellige elementer til at holde spillerne interesseret og underholdt, mens de lærer. Det kan få komplekse emner, som måske virker kedelige eller uoverskuelige, til at virke sjovere og lettere at gå til,” siger Lily Li.
Ny måde at formidle svært stof
Den anderledes måde at formidle svært stof på er da også hovedårsagen til, at FA’s dommerpanel udvalgte Olivia Winkel og Lily Li som årets vindere.
”Dommerpanelet var enige om, at opgavens særlige force er den inspiration, som den giver til nye måder at tilegne sig viden om stof, som kan være svært tilgængeligt. Nemlig gennem gaming. Dommerpanelet fandt, at denne form for læring også kan være særdeles nyttig i forhold til finanssektorens kunder inden for bestemte komplekse områder. Dertil kommer, at dommerpanelet fandt, at opgaven er af høj kvalitet og har god sammenhæng mellem teori og praksis,” siger Lars Djernæs, chefkonsulent hos FA og medlem af dommerpanelet.
De to softwarebachelorer er glade for anerkendelsen.
”Det er fedt at vide, at det, vi har brugt flere måneder på at undersøge og udvikle, kan bruges som inspiration til, hvordan man kan lære unge om komplekse emner,” siger Olivia Winkel.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk