ITU-professor bidrager til nyt dansk online-leksikon med troværdig information
Professor Thore Husfeldt repræsenterer IT-Universitetets bidrag til det ny storstillede online-leksikon, lex.dk , som åbnes af Kulturministeren.
Skrevet 25. maj 2020 08:48 af Jari Kickbusch
Den 25. maj relanceres Den Store Danske, Trap Danmark og en række andre opslagsværker på onlineplatformen lex.dk. Dermed får alle i Danmark fri digital adgang til mere end 200.000 reklamefrie artikler, som bliver opdateret af landets førende forskere. Det sker efter aftale med kulturministeren samt børne- og undervisningsministeren.
Relanceringen var oprindeligt planlagt til efteråret 2020, men er blevet fremrykket af hensyn til de mange elever og studerende, som på grund af Coronakrisen er tvunget til hel eller delvis hjemmeundervisning og hjemmestudier.
Et troværdigt alternativ
Non-profit-foreningen bag lex.dk blev stiftet i sommeren 2019 og har fire medlemmer: Gyldendal A/S, G.E.C. Gads Fond, Danske Universiteter og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Professor på IT-Universitetet, Thore Husfeldt, repræsenterer IT-Universitetet, og han bidrager med sin omfattende viden om informationsteknologiske emner.
"Vi forskere vil få en rådgivende funktion og skal være med til at sikre, at indholdet på lex.dk er faktuelt korrekt. Det er et rigtigt spændende projekt, som jeg er rigtig glad for at være en del af, fordi lex.dk vil blive et godt alternativ til fællesredigeringssider som fx Wikipedia", fortæller Thore Husfeldt.
Et spørgsmål om tillid
Tilliden til information på internettet er et emne, som i årevis optaget Thore Husfeldt. Han har blandt andet været flittig redaktør af Wikipedia, og på IT-Universitetet har han lanceret kursusforløbet Overcoming Bias and Calling Bullshit in the Age of Big Data.
"Spørgsmål om troværdighed af information er jo centrale for mange af de temaer, som vi interesserer os særligt for på ITU. Akademisk forankrede, klassiske opslagsværk som Den Store Danske Encyklopædi er siden 2001 blevet udfordret af digitale, åbne og fri kilder som Wikipedia. De to tilgange skaber tillid på helt forskellige måder og er gode til forskellige typer af information. På Wikipedia kan man finde ud af, hvad Israels hovedstad hedder, samt hvilke forskellige holdinger der findes til det spørsmål, fordi der er tusindvis af mennesker som i fællesskab kontrollerer hinandens ændringer. Men det har vist sig, at det er meget vanskeligere at bruge Wikipedia, når man leder efter en sammenhængende fremstilling af et nichespørgsmål i en lille kultur, som Det Moderne Gennembrud i dansk litteratur," slutter han.
Mere information:
Thore Husfeldt, professor
Email: thore@itu.dk
Jari Kickbusch, forskningskommunikatør
Telefon: 22 48 28 27
Email: jark@itu.dk