Talebeskeder hjælper bønder i Bangladesh
It-teknologier kan være med til at skabe bæredygtig udvikling, men man er nødt til også at evaluere initiativerne, hvis de skal have en vedvarende effekt, fortæller lektor Lars Rune Christensen, som er i gang med at udvikle en evalueringsramme på baggrund af casestudier i blandt andet Bangladesh
Skrevet 2. marts 2018 08:41 af Louise Eltard-Larsen
Hvad forsker du i lige nu?
Jeg forsker i, hvordan man kan evaluere it-initiativer i udviklingssammenhæng. Her er fokus primært at skabe nogle it-services, der kan gøre en praktisk forskel for folks liv og forbedre deres levevilkår, og kun sekundært, som det ofte er i den vestlige verden, at lave innovative, kreative, nye teknologier. Tanken i en del af disse projekter er, at it-initiativet skal være med til at opfylde et eller flere af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, f.eks. at udrydde fattigdom, fremme lighed mellem kønnene, eller modvirke klimaforandringer – og det er selvfølgelig et oplagt parameter at inkludere i en evaluering af projektet.
Et af de projekter, som jeg har været med til at evaluere, var et pilotprojekt i Bangladesh, med en informationsservice til bønder. Servicen bestod i, at de modtog talebeskeder på deres mobiltelefoner med råd til, hvordan de skulle behandle deres afgrøder. Det var registreret, hvornår den individuelle bonde havde plantet, og beskederne blev sendt synkront med den specifikke afgrødes cyklus. Projektet var også tilrettelagt efter, at bønderne kun havde adgang til meget simple mobiltelefoner.
Hvad har du fundet ud af indtil videre?
I det her projekt var der tre overordnede parametre, der var vigtige at evaluere: brugeroplevelsen, indvirkningen på landbrugspraksisser, og økonomisk bæredygtighed. Servicen var der stor tilfredshed med, blandt andet fordi, at det var talebeskeder. De fleste bønder i udviklingslandene er analfabeter, og det er vigtigt at tage højde for. Initiativet havde også en direkte indvirkning på for eksempel bøndernes brug af gødning og pesticider, hvilket gjorde at de fik større udbytte af deres afgrøder. Det vigtige var, at beskederne var meget målrettede, og at de kom på de relevante tidspunkter i afgrødens cyklus. I forhold til økonomisk bæredygtighed var der nogle problemer. Et pilotprojekt er gratis, og bønderne var ikke umiddelbart positivt stemt overfor at betale for det i fremtiden. Deres levevilkår er generelt så usikre, at de er uvillige til at tilsidesætte et fast beløb af de penge, som ellers er et af deres få sikkerhedsnet i tilfælde af en katastrofe. Generelt har man sjældent i et pilotprojekt lavet en egentlig forretningsmodel, der kan sikre, at driften kan opretholdes efterfølgende.
Hvad er det mest spændende ved dit felt?
Det er selvfølgelig spændende og relevant at kigge på, hvordan it-teknologier bliver brugt ude i den virkelige verden, især når de bruges til at forbedre nogle menneskers levevilkår. Evalueringsrammer, som dem jeg er i gang med, udfylder et hul i forskningslitteraturen, hvor man for eksempel ikke har ret meget viden om, hvordan man evaluerer de her IT-initiativer i tredjeverdenslande.
Mere information
Lars Rune Christensen, lektor, email lrc@itu.dk
Louise Eltard-Larsen, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email loel@itu.dk