Ny studenter-startup vil gøre det nemt at handle med kryptovalutaer
Julien Protain og Samy Tessier står bag Clockwork Trader – en ny portal, som vil give danskerne mulighed for at købe kryptovalutaer som bitcoin og Ethereum både billigere og nemmere end hidtil muligt. Platformen lanceres efter planen senere i år, og virksomheden er skudt i gang med en investering på 225.000 kroner fra ITU Business Development og Syddansk Innovation.
Skrevet 20. marts 2018 10:23 af Vibeke Arildsen
Kryptovalutaer er det seneste års tid kommet på alles læber, men det er stadig forbundet med besvær og høje gebyrer at investere i dem. Med platformen Clockwork Trader vil to studerende gøre det lettere for danskere at handle med digitale møntfødder som Bitcoin, Ethereum og Litecoin.
”Vi vil gøre kryptovalutaer tilgængelige for alle, som har lyst til at prøve dem. For at kunne gøre det, er det vigtigt at tilbyde lettilgængelige betalingsmetoder, og derfor vil vores brugere kunne købe digitale valutaer nemt og hurtigt med danske kroner uden skulle betale høje gebyrer,” siger Samy Tessier, den ene idémand bag virksomheden.
Både han og forretningsmakkeren Julien Protain er fransk – de to mødte hinanden på den fransksprogede Prins Henriks Skole i København. I dag læser Samy matematik på Københavns Universitet, mens Julien læser Global Business Informatics på IT-Universitetet sideløbende med startup-projektet, som de har arbejdet på i et års tid.
Ikke endnu en krytovalutabørs
Den oprindelige idé med Clockwork Trader var at udvikle en portal, hvor brugerne kan købe aktier med kryptovaluta, og det er stadig det langsigtede mål med virksomheden. Det vil dog kræve en licens fra Finanstilsynet, der vil tage mindst et par år at opnå, vurderer de to iværksættere, som allerede har fået rådgivning af myndigheden om, hvad der skal til for at opfylde alle lovkravene.
”Slutmålet er ikke at være endnu en kryptovalutabørs, for det er et marked, som allerede er ved at være mættet. I sin nuværende form skal portalen være et springbræt og en indtægtskilde på vejen mod det endelige produkt,” fortæller Samy Tessier.
Som deltagere i ITU’s Startup Programme har de to iværksættere fået støtte af professionelle forretningsudviklere og mentorer som ITU-professor Roman Beck. De håber at være klar til at lancere platformen senere i år.
Kan bringe verden tættere sammen
Det seneste års store udsving i kursen på bitcoin – den mest berømte kryptovaluta –vakt en del skepsis omkring digitale valutaer. Men Clockwork Trader-bagmændene ser fortsat et enormt potentiale i digitale valutaer og ikke mindst den bagvedliggende teknologi, blockchain.
Blockchain-teknologien, som ligger bag kryptovalutaerne, kan potentielt overflødiggøre mellemmændene i bankverdenen, når man skal overføre penge fra den ene verdensdel til den anden.
Julien Protain, medstifter af Clockwork Trader
De understreger, at målet med Clockwork Trader ikke at få folk til at spekulere i kryptovalutaer. Håbet er derimod at forløse de digitale valutaers potentiale til at bringe verden tættere sammen.
”Når jeg skal sende penge hjem til Frankrig gennem banken tager det 2-5 dage, og det koster 20 kroner hver gang. Med kryptovalutaer kan folk sende penge til andre lande på 10 minutter uden at betale bankgebyrer. Blockchain-teknologien, som ligger bag kryptovalutaerne, kan potentielt overflødiggøre mellemmændene i bankverdenen, når man skal overføre penge fra den ene verdensdel til den anden,” siger Julien.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk