ITU-studerende er de mest tilfredse i Norden
Ifølge en ny undersøgelse fra analysevirksomheden Universum er de studerende på IT-Universitetet de mest tilfredse blandt it- og ingeniørstuderende i Norden, både i forhold til studie, karriererådgivning og jobudsigter.
Skrevet 22. oktober 2018 11:32 af Vibeke Arildsen
Knap 57.000 studerende fra hele Norden fik i undersøgelsen fra Universum mulighed for at bedømme deres universitet på tre parametre: overordnet tilfredshed med studiet, karrierevejledning og ’employability’ – altså udsigten til at få et job efter studiet.
På alle tre parametre indtager ITU en førsteplads blandt de nordiske it- og ingeniørstuderende. ITU landede på et gennemsnit på 8,6 i overordnet tilfredshed på en skala fra 1 til 10, mens karrierevejledningen på ITU i gennemsnit blev bedømt til 7,8.
Hele 93 procent af de studerende på ITU forbinder ifølge undersøgelsen deres universitet med gode fremtidige karrieremuligheder.
Resultatet overrasker ikke i ITU’s kaffebar, Analog, hvor de tidligere studiekammerater Mikkel Thygesen og Nanna Konge sidder og snakker henover en kop kaffe.
”Der er mange dygtige mennesker på ITU, og når man hele tiden læser om alle de firmaer, der har brug for it-medarbejdere, så giver det jo mening,” siger Mikkel Thygesen, som læser på kandidatuddannelsen i Softwareudvikling. Han har også selv har mærket interessen fra arbejdsgiverne:
”Jeg har lige i dag været til jobsamtale til en stilling som softwareudvikler. Da jeg sagde, at jeg læser på ITU, blev udviklerne meget interesserede. Så vi har helt sikkert et godt ry derude,” siger han.
Nanna Konge og Mikkel Thygesen kan begge nikke genkendende til, at arbejdsgiverne er positivt indstillede over for ITU'ere.
Nanna Konge er netop blevet færdig som cand.IT. i Digital Design og Kommunikation og er nu jobsøgende. Også hun kan nikke genkendende til, at ITU'ere har et godt omdømme blandt arbejdsgiverne.
”Jeg oplever, at ITU har et ry for at have en holistisk tilgang til teknologien – at vi både kan forstå de forskellige aspekter og se helheden,” siger hun.
Undersøgelsens top 5 (it- og ingeniørstuderende):
Universum gennemfører hvert år undersøgelsen ’Nordic’s Most Attractive Employers’ blandt danske, svenske, norske og finske universitetsstuderende, men det er første gang, de overordnede nordiske resultater offentliggøres. Læs mere om undersøgelsen her.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk