ITU inviterer til debat på Folkemødet: Hvordan løser vi manglen på it-folk?
Hvordan sikrer vi et match mellem uddannelse og arbejdsmarked i en verden, der bliver mere og mere digital? Giv dit bud, når IT-Universitetet inviterer til debat torsdag d. 14. juni på Folkemødet.
Skrevet 17. april 2018 10:46 af Vibeke Arildsen
Den digitale omstilling har sat voldsomt skub i efterspørgslen på it-folk. Gang på gang fortæller medierne, at danske virksomheder skriger på it-kyndig arbejdskraft, og efterspørgslen ventes kun at stige i de kommende år. Ifølge regeringens prognose vil Danmark mangle 19.000 it-specialister i 2030, og brancheorganisationerne peger på, at manglen på it-kompetente medarbejdere fører til tab af ordrer og vækst hos virksomhederne.
Hvordan vil uddannelsesinstitutioner, politikere og erhvervslivet sørge for, at det store behov for højtuddannede it-specialister kan dækkes? Det spørgsmål tager IT-Universitetet op til debat på dette års Folkemøde på Bornholm.
Under overskriften ’Mangel på it-folk – hvad gør vi?’ vil moderator Martin Breum, tidligere vært på DR2 Deadline, styre et skarpt panel og publikum igennem spørgsmål som:
Hvad er barriererne for at få flere it-specialister ud på arbejdsmarkedet? Hvordan skaber vi interesse for it-uddannelserne blandt de unge kvinder, så alle talenter kommer på banen? Kan it-efteruddannelse løse (noget af) problemet?
Panelet er ikke endeligt fastlagt, men vil bestå af ITU’s rektor Mads Tofte samt erhvervsledere og politikere.
Lad din stemme blive hørt!
Er der én, du synes, vi bør invitere med i panelet? Hvad betyder manglen på it-arbejdskraft for din virksomhed? Eller har du spørgsmål og kommentarer, du synes, vi skal runde i løbet af debatten? Så skriv dit input til viar@itu.dk.
Der bliver rig lejlighed til at publikum kan byde ind med spørgsmål og kommentarer, så mød endelig op og giv dit bud på, hvordan vi i fællesskab kan løse en udfordring med stor betydning for Danmarks fremtid.
Tid og sted:
Torsdag d. 14. juni kl. 13-14 i Strandvejens Debattelt.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk