Nyt center skal gøre Danmark til en smeltedigel for blockchain-teknologier
Blockchain-teknologier vil revolutionere it-systemer over hele verden, men vil også udfordre os på en lang række områder. Nu har IT-Universitetet med professor Roman Beck i spidsen etableret European Blockchain Center, som skal sikre, at Danmark er i front på området.
Skrevet 15. juni 2017 13:32 af Jari Kickbusch
Danmark har potentiale til at blive et forgangsland, når det kommer til udvikle og implementere blockchain-baserede it-systemer. Det mener professor Roman Beck, IT-Universitetet, som har taget initiativ til det nye center; European Blockchain Center. Centeret skal være det nationale omdrejningspunkt for uddannelse og forskning i blockchain-teknologier og bidrage til, at Danmark bliver en international smeltedigel på området.
- I Danmark er næsten alle borgere er digitalt velintegrerede og bruger flittigt alverdens digitale løsninger til at ordne deres daglige gøremål. Samtidig er både private og offentlige virksomheder digitalt innovative, hvilket til sammen giver et godt fundament for Danmark som ”hub” i forhold til blockchains, siger professor Roman Beck.
Blockchain-centeret på IT-Universitetet, som globalt set er blandt de allerførste af sin slags, vil arbejde på flere områder. Ifølge Roman Beck vil centeret generere og kommunikere viden om blockchains. Det skal ske i samarbejde med andre akademiske institutioner og både private og offentlige virksomheder. Udover undervisning og forskning vil der i centeret også blive afholdt workshops og udviklet koncepter og prototyper.
- Flere private og offentlige er allerede i fuld gang med at udvikle blockchain-baserede løsninger, som potentielt vil kunne gøre det lettere at sikre, at alverdens it-systemer arbejder efter hensigten. Det skaber en masse muligheder, som vi skal udnytte bedst muligt, men der bliver også udfordringer, både kulturelle og juridiske, bl.a. fordi blockchains af natur er transparente. Disse områder vil vi også arbejde med, siger Roman Beck og tilføjer, at en række store virksomheder allerede har vist interesse i at samarbejde med centeret, bl.a. Nordea, som bliver partner.
Roman Beck forventer, at centeret vil officielt vil starte op i september 2017, og at det i løbet af det første år vil bestå af 10-15 junior- og seniorforskere.
Du kan læse mere om centeret på European Blockchain Center’s
hjemmeside
For yderligere information:
Jari Kickbusch, forskningskommunikatør, telefon 22482827, email jark@itu.dk