Forskere vil gøre Internet of Things etisk
Efterhånden som alt fra armbåndsure til køleskabe kommer på nettet, vokser bekymringerne om brugernes datasikkerhed og privatliv. Et nyt forskningsprojekt med IT-Universitetet i spidsen skal hjælpe europæiske it-udviklere med at lave produkter, der lever op til forbrugernes og lovens etiske krav.
Skrevet 5. januar 2017 06:00 af Vibeke Arildsen
Forskere på IT-Universitetet har sammen med fem partnere fået knap 15 millioner kroner i EU-støtte til at undersøge, hvordan europæiske it-udviklere kan hjælpes til at bygge produkter, der overholder etiske retningslinjer.
Projektet bærer titlen VIRT-EU og fokuserer på Internet of Things-teknologier – det vil sige alt fra smartwatches til kameraer, køleskabe og Barbie-dukker, der er udstyret med sensorer og koblet på nettet. De store datamængder, enhederne indsamler, kan nemlig gøre brugerne sårbare over for overvågning og uønsket brug af personlige oplysninger. Forskerne vil undersøge, hvordan Internet of Things-udviklere ser på denne problematik – og hvordan den kan løses.
Etik skal ind i designprocessen
Forskerne vil derfor i dialog med de mennesker, der udvikler teknologierne, fortæller projektleder Irina Shklovski, lektor på ITU.
Hvis vi vil tage stilling til, hvordan den digitale fremtid skal se ud, må vi forstå de mennesker, der bygger den, og også gribe ind i deres arbejdsprocesser.
Irina Shklovski, lektor på ITU.
”Hvis vi vil tage stilling til, hvordan den digitale fremtid skal se ud, må vi forstå de mennesker, der bygger den, og også gribe ind i deres arbejdsprocesser. For når teknologierne først er færdigudviklede, er det for sent at brokke sig over dem,” siger hun.
Sammen med Internet of Things-udviklere og -iværksættere fra innovationscentre som Barcelona og London, vil projektets partnere udarbejde guidelines og værktøjer, der gør etiske overvejelser om for eksempel indsamling af personlige data til en integreret del af designprocessen. Til gavn for både brugerne og udviklerne selv.
”Udviklerne gør deres bedste. Vi forventer, at de har styr på det med privacy samtidig med, at de prøver at udvikle nye teknologier. Vi mener, at man skal hjælpe dem, der designer vores fremtid, så det bliver en fremtid, vi rent faktisk har lyst til at leve i,” siger hun.
Europæisk regeljungle
Målet med projektet er i høj grad at støtte det europæiske Internet of Things-miljø, som rummer et enormt økonomisk potentiale. En EU-rapport fra 2015 estimerede, at det europæiske Internet of Things-marked i 2020 vil have en værdi på over en trillion euro.
Mange virksomheder vælger imidlertid at lancere deres produkter uden for Europa på grund af de komplicerede EU-regler om databeskyttelse. En regeljungle, der bliver kun endnu tættere, når EU’s nye persondataforordning træder i kraft midt i 2018.
”Specielt startup-virksomheder indser ofte, at de ikke har kapaciteten til at sikre sig, at deres produkter overholder de europæiske regler. Mange rejser til USA for at lancere deres produkt, fordi reglerne der er færre og simplere. Det betyder, at europæere ender med at udvikle produkter til det amerikanske marked i stedet for til det europæiske, og det er Europa ikke godt tjent med,” siger Irina Shklovski.
Etik som konkurrencefordel
Irina Shklovski håber, at værktøjerne, der skal udvikles i forskningsprojektet kan bidrage til, at flere virksomheder vælger at blive i Europa.
”Jeg tror, der er enormt potentiale i at designe teknologi, der i sin kerne er etisk. Hvis teknologien, der udvikles her både er innovativ, af høj kvalitet og behandler data på en etisk måde, har man virkelig en konkurrencefordel,” siger hun.
Kom med til kickoff den 12. januar kl. 13.30-15.30
I anledning af projektstarten inviterer forskerne bag VIRT-EU alle interesserede til arrangementet ‘The ethics of Internet of Things – what kind of future do we want to live in?’ med fire oplæg om IoT og etik. Læs mere her.
Irina Shklovski, lektor, telefon +45 7218 5363, email irsh@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk