København vil skabe miljøvenlig innovation med big data
Specialestuderende fra ITU har bidraget til City Data Exchange, verdens første datamarkedsplads, hvor både offentlige og private organisationer kan dele data. Big data kan hjælpe innovative hoveder med at løse byens trafik-, miljø- og klimaudfordringer.
Skrevet 20. maj 2016 12:35 af Vibeke Arildsen
Værdifulde oplysninger om hovedstaden og københavnerne, der før har ligget hengemt på servere hos kommuner, regioner og virksomheder, gøres nu tilgængelige på platformen City Data Exchange. De store mængder data er en potentiel guldgrube for forskere, virksomheder og iværksættere, som kan omsætte viden om for eksempel trafikmønstre, parkeringsvaner og luftforurening til miljøvenlige løsninger.
Hitachi har bygget City Data Exchange i samarbejde med Københavns Kommune, Region Hovedstaden, klyngeorganisationen CLEAN, Realdania og IT-Universitetet.
- En række specialestuderende fra ITU har arbejdet sammen med Hitachi om forskellige aspekter af projektet, fra softwareudvikling til forretningsudvikling og privacy, forklarer lektor Philippe Bonnet, som er ITU’s tovholder på samarbejdet.
En færdiguddannet ITU-kandidat er nu blevet ansat af Hitachi til at udvikle komponenter til platformen, og der er flere nye specialeprojekter om City Data Exchange i støbeskeen.
Allerede nu kan man gå på opdagelse i over 50 datasæt, blandt andet om cykeltrafik, legepladser, vandforbrug, vejtræer, turistattraktioner og luftforurening, og der vil løbende blive lagt nye data ud.
Læs mere om City Data Exchange på Business.dk og på Hitachis hjemmeside.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk