Forskningsprojekt skal undersøge det offentliges brug af big data
En gruppe forskere fra IT-Universitetet i København får millionstøtte fra VELUX FONDEN til et projekt, der blandt andet skal afklare, hvordan den offentlige sektor kan udnytte big data og samtidig behandle borgernes data på en ansvarlig måde.
Skrevet 8. april 2016 06:00 af Vibeke Arildsen
Big data-revolutionen har for længst ramt den offentlige sektor i Danmark, som er frontløber i Europa, når det gælder brug af store datamængder. Nu skal et nyt forskningsprojekt på IT-Universitetet undersøge, hvordan de offentlige institutioner kan udnytte potentialerne ved big data med respekt for demokratiske værdier om åbenhed og ansvarlighed.
Projektet bliver skudt i gang med en bevilling på 7,7 millioner kroner fra VELUX FONDEN og skal ledes af Brit Ross Winthereik, lektor på IT-Universitetet. Ifølge hende bør vi forstå brugen af big data og digitalisering i den offentlige sektor som en fundamental ændring af beslutningsprocesserne, ikke blot som en opgradering af gamle infrastrukturer.
- Vi vil gerne udvide ideen om, hvornår en beslutning bliver taget. I det øjeblik man begynder at udvælge, hvilke data man vil indsamle om borgerne, er man faktisk allerede i gang med at træffe nogle politisk betingede beslutninger. Beslutningsprocesser er ikke kun noget der foregår, efter man har indsamlet data, siger Brit Ross Winthereik
Nye etiske spørgsmål
Det offentliges brug af big data rejser desuden væsentlige nye etiske spørgsmål, der bør belyses, fortsætter hun.
- Vi er i højere og højere grad de data, vi producerer. Hver gang vi er i kontakt med det offentlige, og i takt med at den smarte by bliver en realitet, efterlader vi spor overalt. På den måde har big data allerede skabt en ny relation mellem det offentlige og borgerne. Vi har bare endnu ikke udviklet et sprog til at tale om, hvordan vores data bruges ansvarligt af de myndigheder, der skal passe på os. I projektet vil vi gerne prøve at beskrive de nye processer og relationer, big data og digitaliseringen skaber.
Værktøjskasse til offentlige institutioner
Forskerteamet vil undersøge det offentliges konkrete muligheder og udfordringer i forhold til big data med udgangspunkt i fem case-studier, blandt andet SKAT og teknologivirksomheden Hitachi. Arbejdet skal blandt andet udmunde i en værktøjskasse, der kan hjælpe offentlige institutioner med at håndtere de komplekse problemstillinger, der følger med digitaliseringen.
- Organisationerne vil få nogle af de samfundsvidenskabelige metoder i forhold til datahåndtering, vi arbejder med, og konkrete værktøjer til at analysere data og reflektere over datas anvendelse på den bedst mulige måde, siger Brit Ross Winthereik.
Bevillingen fra VELUX FONDEN kommer til at finansiere fire ph.d’er og en postdoc-stilling. Projektet placeres i det nyligt etablerede ETHOS Lab på ITU, hvor man arbejder tværfagligt med antropologiske og digitale metoder i undervisningen og i samarbejde med eksterne partnere.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk
Brit Ross Winthereik, professor, telefon +45 7218 5326, email brwi@itu.dk