Forskning skal give bedre digitale museumsoplevelser
IT-Universitetet står i spidsen for et nyt EU-støttet forskningsprojekt, der skal hjælpe museer over hele Europa med at udnytte teknologiens potentiale til at skabe engagerende kunst- og kulturoplevelser.
Skrevet 27. september 2016 11:07 af Vibeke Arildsen
Smartphones kombineret med teknologier som augmented reality giver museer helt nye muligheder for at inddrage deres publikum. Nu skal et stort nyt forskningsprojekt ledet af forskere fra ITU give museer værktøjer til bedre at udnytte potentialet i de digitale medier.
Projektet hedder GIFT og bliver skudt i gang i starten af 2017 med en bevilling på 18 millioner kroner fra Horizon 2020, EU’s støtteprogram for forskning og innovation.
- Europæiske kulturinstitutioner og museer har over lang tid arbejdet med digitalisering og brugt mange midler på for eksempel at lave digitale versioner af deres værker, men de har en del udfordringer, når det handler om at skabe engagerende digitale oplevelser for deres gæster. Der skal vi hjælpe dem, fortæller projektleder og adjunkt på ITU, Anders Sundnes Løvlie.
Museumsoplevelsen som playliste
Særligt er forskerne interesserede i, hvordan mobilapplikationer kan forstærke oplevelser i det fysiske rum.
- Vi kalder det ’hybride virtuelle museumsoplevelser’, for vi er ikke så interesserede i, at folk skal sidde med en virtual reality-brille, som lukker dem inde i en digital verden. Vi skal bruge det digitale, men også det fysiske rum, lidt som i Pokémon GO, som får folk til at forholde sig til både det fysiske og det digitale miljø. Vi vil lægge op til nuancerede og komplekse oplevelser, fremfor bare at lave digitale reproduktioner af udstillinger, siger Anders Sundnes Løvlie.
Helt konkret skal projektet udmunde i to prototyper, som personliggør museumsoplevelsen. Med den ene app vil besøgende kunne sammensætte deres egen guide til en udstilling, som kan gives videre til vennerne, på samme måde som når venner deler ’mixtapes’ eller playlister med musik. Den anden app bliver et spil, hvor besøgende kan spille mod andre, der befinder sig på museer rundt om i Europa.
Prototyperne vil være frit tilgængelige for museer, som dermed vil kunne skabe nye digitale oplevelser med få midler.
Udfordringen er ikke teknologisk
Derudover skal forskerne i samspil med museumspartnerne udarbejde et open-source rammeværk med guidelines, teori og software, der kan hjælpe museer med at designe lignende digitale oplevelser.
- Udfordringen er ikke primært teknologisk. Udfordringen er at finde frem til godt design, der fungerer for brugerne. Men det skal ikke bare være sjovt – kunst og kulturarv handler også om alvorlige emner, der kan være provokerende eller som man skal lære noget af. Det er vigtigt, at museer ikke bare fungerer som arkiver, men at de også inddrager publikum i kulturoplevelsen. Når publikum får lov til selv at deltage og bidrage, får de mere ejerskab og en bedre forståelse, siger Anders Sundnes Løvlie.
Udover ITU deltager fem partnere og 10 museer over hele Europa i det treårige projekt.
Anders Sundnes Løvlie, adjunkt, telefon +45 7218 5373, email asun@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk