Studerende udstillede digitale kunstværker
En følsom robot og en simuleret livmoder var blandt de kreative installationer, man kunne opleve, da de studerende fra Digitale Medier og Design fremviste deres eksamensprojekter på ITU den 1. december.
Skrevet 2. december 2015 09:17 af Vibeke Arildsen
Gennem efterårssemesteret har de 83 studerende fra kurset "Digital Experience and Aesthetics" arbejdet på at designe deres egne digitale kunstværker. De studerende viste deres projekter frem i Atrium og Intermedia Lab på IT-Universitetet den 1. december.
”Målet med kurset er, at de studerende lærer om digital æstetik gennem deres egen kreative praksis. Jeg vil opfordre alle til at komme forbi og se de fantasifulde installationer”, sagde kursusansvarlig Susana Tosca.
Blandt projekterne var installationen ”The Womb Room”, en simuleret livmoder, der inviterede gæsterne ind i selve livets oprindelse - med tilhørende lys- og lydeffekter. Den følsomme robot ”Awesome-O” kunne både lyse op af glæde og af vrede, afhængigt af om han blev aet eller slået. Projektet ”Food for Thought” visualiserede på tankevækkende vis, hvor vores fastfood egentlig kommer fra.
Derudover kunne man opleve generative kunstværker, virtual reality-projekter, computerspil og meget mere.
Se billeder fra udstillingen herunder.