ITU Business Development
Iværksætteri har alle dage været del af IT-Universitetets dna, og sidste år blev investeringsselskabet ITU Business Development A/S stiftet for at støtte forskere og studerende, der vil starte egen virksomhed. Etableringen er stadig i gang, men både forventninger og ambitioner er høje, og opbakningen er stor.
Skrevet 5. april 2015 11:34
Det vakte genlyd, da IT-Universitetet i september 2014 annoncerede etableringen af investeringsfirmaet ITU Business Development A/S (ITU BD). I første omgang er der 5 millioner kroner i pengekatten til at investere i studerende og forskeres startups, og der vil givetvis være nok gode idéer at kaste penge efter.
Siden ITU’s begyndelse er mere end 100 virksomheder udsprunget fra universitetet, og i oktober kom det frem, at ITU er det universitet i Danmark, der udklækker flest iværksættere i forhold til antallet af studerende. Faktisk er iværksætterfrekvensen blandt ITU’s studerende tre gange højere end på Københavns Universitet og omkring dobbelt så høj som på CBS.
Alle, jeg har talt med, synes, at beslutningen om at etablere ITU BD er fornuftig og vigtig for den videre udbygning af et allerede meget velfungerende iværksættermiljø.
Kristine Helen Falgren, direktør i ITU Business Development
Firmaet er stadig i sin vorden, men der ligger allerede flere investeringsmuligheder på direktør Kristine Helen Falgrens bord. Dog bliver de fleste kræfter stadig brugt på at skabe et solidt fundament.
“Vi har ikke investeret med direkte kapital i nogle projekter endnu. Fokus her i begyndelsen har været at åbne en dialog med interessenter, at opbygge et godt samarbejde i bestyrelsen og at sikre de juridiske og administrative rammer for selskabet, så vi er operative. Derudover har vi brugt vores resourcer på at udarbejde en forretningsmodel, der som minimum skal resultere i break-even i 2015, indtil der kommer et eventuelt udbytte på investeringer, som vi deltager i. Det har resulteret i en kontrakt med ITU om at forvalte en del af processerne omkring indberetning af nye opfindelser, og to andre aftaler er på vej, som vil sikre indtægter til selskabet”, fortæller hun.
En vigtig beslutning
Ifølge Kristine Helen Falgren har modtagelsen af det nye initiativ været overvældende positiv, og der er allerede kontakt med både nuværende og forhenværende studerende, forskere, samt eksterne spillere i industrien. Deriblandt potentielle investorer og innovationsmiljøerne omkring de andre danske universiteter.
“Alle, jeg har talt med, synes, at beslutningen om at etablere ITU BD er fornuftig og vigtig for den videre udbygning af et allerede meget velfungerende iværksættermiljø. Så der er mange, der spændt følger udviklingen, og mange har også tilbudt deres assistance og hjælp til at gøre selskabet til en succes,” fortæller hun.
En af de oplagte samarbejdspartnere for ITU BD er naturligvis ITU Innovators, og her er der allerede etableret et uformelt samarbejde. Kristine Helen Falgren ser dem som den vigtigste partner i forhold til studenteriværksætteri, og formand for ITU Innovators, Nikolaj Hass, har også budt investeringsfirmaet varmt velkommen.
“Vi er meget glade for dialogen med Kristine, da vi selvfølgelig har stor interesse i, at pengene bliver brugt bedst muligt. Vi har forsøgt at hjælpe med en større indsigt i det studenterdrevne iværksættermiljø i København, og derudover hjælper vi med at belyse, hvilke problemer og ønsker ITU-studerende har for at give dem bedre muligheder for at blive iværksættere,” siger Nikolaj Hass, der ser ITU BD som en naturlig forlængelse af Innovators, som har mulighed for at støtte startups længere på deres færd, end der er ressourcer til i Innovators.
En naturlig fødekæde
Det kan måske siges at være en fødekæde, der er ved at blive etableret. I hvert fald peger begge på det oplagte i, at en studerende med iværksætterdrømme først udnytter Innovators til at udvikle idéen og skabe et netværk og måske et team, og derefter går til ITU BD for muligheden for en investering, der kan løfte idéen til en startup eller give en startup et mere sikkert økonomisk fundament.
“ITU Business Development en unik partner blandt de mange initiativer, der findes på de danske universiteter, da det indtil videre er den eneste organisation, der er klar på at investere penge i studerendes startups. Det giver studerende mulighed for at arbejde på deres startup et vist antal måneder med en ordenligt løn eller til at kunne investere i udstyr eller undersøgelser, som den gennemsnitlige studerende ikke har råd til,” siger Nikolaj Hass og bliver bakket op af Kristine Helen Falgren, der tilføjer, at ITU BD og Innovators i fællesskab sikrer, at lige meget hvor en studerende befinder sig i et startup-forløb, er der mulighed for sparring og hjælp til at komme videre.
De første kugler er nu støbt, og i løbet af 2015 vil vi formentlig se de første projekter og resultater. Hvad det bliver, må vi vente lidt endnu med at få at vide, men ambitionerne for ITU BD rækker langt, og allerede nu arbejdes der også på at få mulighed for at gøre større investeringer, end den første pose penge tillader.
“Det er et udtrykt ønske i bestyrelsen at undersøge, hvorvidt der i det danske investormiljø er interesse for at indgå i en fond side om side med ITU Business Development. En fond, der vil kunne gå ind i projekter, der er mere risikable og kræver større investeringer, end det vi mener, vi har råderum til i dag. Derfor vil vi i løbet af 2015 tage initiativ til en dialog med eksterne partnere, der kunne se en værdi i at deltage i iværksættermiljøet omkring ITU,” siger Kristine Helen Falgren.